 |
Den jyske bevægelse(Jeppe Aakjærs samtid,1) |
||
| Den jyske bevægelse opstod i slutningen af 1890´erne og gik i opløsning omkring 1920-1930. Den talte, udover Jeppe Aakjær, forfatternavne som Jakob Knudsen, Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø, Thøger Larsen, Marie Bregendahl, Knud Hjortø og Johannes V. Jensen. Mange jyder deraf navnet på bevægelsen. | |||
Kritikken (2) |
Fælles for dem var, at de var vokset op på landet, og at de som de første i litteraturhistorien beskrev bondemiljøet indefra som de selv havde oplevet det. De skrev om kornmarkerne, naturen og de skæve eksistenser på nabogårdene. Og de skrev kritisk om de forknytte og lukkede landsbysamfund, bange for udviklingen og skeptiske overfor nytænkning. De skrev politisk indignerede tekster om de vilkår, landbruget tilbød sine ansatte omkring år 1900. Læs mere om bevægelsens placering i litteraturhistorien og om dens særpræg nedenfor. | ||
| Symbolisterne |
De blodfattige symbolister
Litteraturhistorien bevæger sig fremad i brud. Perioder og strømninger afløser hinanden ved at nye forfattere bryder igennem og definerer litteraturen på en ny og anderledes måde. Den foregående periodes forfattere bliver nu kaldt gammeldags, ude af trit med udviklingen, de bliver måske endda skudt i skoene, at deres litteratur ikke har været rigtig litteratur i hvert fald ikke god nok. Litteraturhistorien er altså revolte på revolte, oprør på oprør. Den flyder ikke med blod og geværkolber, guillotiner og rullende hoveder, men med uddøende strømninger og glemte forfatternavne. |
||
| Den jyske bevægelse revolterede også. Den revolterede mod symbolismen, der var den fremherskende litterære strømning i 1890´ernes Danmark. Symbolismen blev tegnet af Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg, og dens foretrukne genre var lyrikken. I digtets form skrev symbolisterne om deres indre verden, om drømme og længsler, om fantasi og stemninger. Den ydre verden fandt ikke vej til digtene, for det var symbolisternes overbevisning, at de gennem beskrivelsen af jegets indre kunne finde frem til en anden verden. En skjult verden. Et hinsides. Sophus Claussen formulerede det således: "Digteren gætter bagved de ting, han ser, en usynlig verdensorden." Johannes Jørgensen sagde det på en lidt anden måde: "Symbolisme er troen på en metafysik, en anden verden, et hinsides." |
Sophus Clausen i det berømte trickfoto fra 1925 |
||
|
"Digteren gætter bagved de ting, han ser, en usynlig verdensorden." (Sophus Clausen)
"Symbolisme er troen på en metafysik, en anden verden, et hinsides." (Johannes Jørgensen)
|
|||
|
Den jyske kraft
Det var dette tankegods, den jyske bevægelse vendte sig imod. Jeppe Aakjær kaldte symbolisterne for poetiske flagermus, der flagrede omkring i de ømvre luftlag uden forbindelse til virkeligheden. De var for ham klynkere og pessimister, indadvendte og passive uden forbindelse til livet, uden livsglæde og livskraft. 1890´ernes ånds- og kulturliv var da også præget af pessiisme og manglende tro på fremtiden, af en åndelig træthed og et mismod, der uundgåeligt aftegnede sig i litteraturen. Det ville den jyske bevægelse lave om på. |
|||
| Aakjær sammen med Johannes Buchholtz, KK Steincke, Harald Bergsted og Thøger Larsen, 1925 |  |
||
| I stedet for symbolisternes indadvendte holdning, navlepilleriet om man vil, skulle sættes en ny udadvendthed. Litteratuen skulle handle om verden omkring os, om den natur, vi færdes i, og de samfund, vi bebor. Litteraturen skulle handle om dagligdagens mennesker, om virkelige mennesker af kød og blod, de gode og onde, de smukke og grimme, normale og sindssyge, de usynlige og de mytiske. Litteraturen skulle handle om den mangfoldighed af typer og skæbner, man kunne møde på sin vej mellem Skive og Nykøbing, mellem Farsø og Hvalpsund. Ikke på en flad og banal måde, men på en dyb og kraftfuld måde. Litteraturen skulle tilføres saft og kraft. Ikke disse blodfattige symbolister fra Københavns fugtige lejligheder, men de sunde og livfulde fortællere fra Aakjær og Lemvig, fra Øsløs og Nexø. | |||
| Den jyske bevægelse fik sit manifest i Knud Hjortøs roman Kraft (1902). Heri beskrives den mennesketype, der skulle afløse de blege bymennesker: En stærk, energisk, handlende og impulsiv type, bosiddende på landet ... logisk nok. Johannes V. Jensens fortællinger er befolket med lignende skikkelser, tag for eksempel Mikkel Thøgersen i Kongens Fald (1900). Eller læs Johannes V. Jensens bog om Den gotiske Renaissance (1901), hvor der slås til lyd for et nyt menneskeideal, der bygger på handling og energi fremfor refleksion og intellektuel overvejelse. Læs eventuelt her på hjemmesiden om Henrik Pontoppidans opfattelse af samme sag. Klik på Kritikken. | |||
|
Den jyske stoflighed
At bringe kraft og saft ind i bøgernes verden krævede en ny måde at skrive på, og stoflighed blev et nøgleord for den jyske bevægelse. Digtene og fortællingerne skulle lyse af liv og håndgribelighed. Det skulle være sådan, at man som læser kunne mærke historien eller digtet mellem sine hænder, ordene skulle tale til ens sanser, man skulle kunne lugte møddingen, mærke kornet kilde kinden og høre lærkens triller. Dertil kom, at sproget skulle gøres mundret; det skulle renses for forfinede formuleringer og bevæge sig i en stil, der mindede om almindeligt talesprog. Enkelt, handlingsorienteret og som talt ud af enhver eventyrfortællers mund. Inspirationen hentede forfatterne i de gamle folkeviser, sagn og myter. Hør, hvad Jakob Knudsen siger om sit sprog: |
Jakob Knudsen som 30 årig,
|
||
| "Jeg søger at gøre mit Sprog saa almenmenneskeligt, saa det passer lige godt for min Læser og mig, og saa han kan have den Fornemmelse, at det er ham selv og ikke en Fremmed, der ser og skildrer (&) jeg vil helst undgaa at bruge Ord og Vendinger i min Forfatterstil, som vilde bringe en Postkarl til at maabe, hvis jeg sad paa Bukken af en Diligence og snakkede med ham" ("Noget om at digte" i At være sig selv 1965 s. 88). | |||
| Jeppe Aakjær havde samme holdning. Han ville gerne skabe noget nyt med sin digtning, men ikke mere nyt, end at det for den jævne mand lød halvvejs gammelkendt. Han søgte hele tiden i sit sprog at bevare "det folkelige Instinkt." (Jeppe Aakjær fortæller om sin sproglige stil i Efterladte Erindringer fra 1934.) | |||
| Kontrasten til symbolisternes formfuldendte og lyriske sprog og deres drømmende begreber om verdensordenen og sjælens himmelflugt er skarp. Med den jyske bevægelse var der kommet krop i sproget, fysisk udfoldelse og sanselighed. Og ikke mindst natur. Naturen og naturoplevelserne skulle ned i bøgerne. At give ord til naturens mysterium, dens evige cyklus, dens mangfoldighed, dens magi, det var den store drøm for forfatterne i den jyske bevægelse. Men hvordan få duften af syren en majdag ind i digtet? Hvordan yde naturen retfærdighed og beskrive den præcis, som den er en julidag langs rugmarken eller en decemberdag, når havet er som stål og markerne knoldede brune? I digt efter digt, fortælling efter fortælling forsøgte forfatterne at komme ud over dette problem ved hjælp af stofligheden, saften og kraften. | |||
Jeppe høster hø |
Idealbonden og alle de andre
Naturen var en livsfilosofi for den jyske bevægelse. At være i den og skrive om den. Den danske bonde, der opdyrkede landet og levede i pagt med de skiftende årstider, dårligt høstudbytte og stiv kuling fra nordvest, blev da også en slags idealskikkelse for bevægelsen. Han tog vare på det landskab, vi alle lærer at elske. Han forstod det og bevarede det. |
||
| Men i den jyske bevægelses fortællinger og digte fik idealbonden selskab af mange andre figurer: Den stivnakkede bonde fra Fly, den voldelige fra Grønning og den nærrige fra Daugbjerg. Ham, der giver en lussing for et godt ord, den sindssyge karl og faren, der ikke vil lade sin yngste datter gifte sig med den, hun elsker. Derfor er den jyske bevægelses bøger interessante. De er brogede og fulde af mangfoldighed og giver ikke et entydigt billede af de mennesker, der omkring 1900 udgjorde bondesamfundet og den danske provins. Nok er der de duftende syrenhegn og den blide rug, men der er også de spydige og krasse portrætter af livet på landet. Det liv, der levedes på godt og ondt, og som den jyske bevægelses forfattere beskrev indefra som de første. |
Aakjær og Thøger Larsen |
||
Sammen med Johannes V. Jensen (med briller) |
Læs Johannes V. Jensens historie "Cecil" i Himmerlandshistorier om den aggressive og utilregnelige Anton. Eller læs Jeppe Aakjærs digt "Sundt Blod" om hyrden, der bærer med smil sin byrde. Her er alt det, den jyske bevægelse satte i stedet for symbolismens indadvendthed, passivitet, pessimisme og tungsind. "Hvor kan I dog gruble og græde, så længe Guds himmel er blå?" | ||
|
Vil du vide mere om den jyske bevægelse, kan du besøge Lemvig Museum. Her findes en afdeling om Thøger Larsen og kunstnerkolonien i Lemvig, som blandt andre Jeppe Aakjær havde tilknytning til. Besøg Lemvig Museums hjemmeside på www.lemvigmuseum.dk.
Du kan også besøge Johannes V. Jensens mindestuer i Farsø. Henvend dig på Turistinformationen i Farsø for yderligere information. |
|||
|
|
Kritikken > |
||
| Med Jylland i hjertet (forsiden) Mennesket Jeppe Aakjær Jeppe Aakjær og os Digteren Jeppe Aakjær | |||